Så blev det langt om længe tid til en ny update om hvordan det egentlig går efter min far døde d. <3 12 januar 2012, kl 09.05 <3
Til at ligge ud med vil jeg endnu engang fortælle hvor dybt taknemmelig og overlykkelig jeg er for at have de bedste venner&veninder, den mest fantastiske og humørfyldte familie og sidst men ikke mindst de utroligt forstående klassekammerater og lærer på skolen.
Det betyder rigtig meget for mig at have jer omkring mig i min hverdag, hver og en af jer får mig til at føle mig tryg. Det er også en af grundene til at det er gået så godt på det sidste, og der har været så fremgang i mit humør og været mere åben og positiv omkring det at snakke om at miste en betydelig person i ens liv, en helt og ikke mindst en helt igennem fantastisk far.
For at give jer alle sammen et totalt overblik hvordan jeg på seneste har fået behandlet og tacklet det hele, vil jeg nedenfor beskrive hvem jeg har snakket med og om hvad, samtidig med at der til slut, vil være en tak til hver enkel gruppe af mennesker, eller enkelte personer. Dette er meget personligt, og håber at det giver jer en bedre forståelse for min situation, og hvis det helt forfærdelige skulle ske, kunne dette også give jer redskaberne til at tackle en lignende situation. Ellers står min mail, telefon, facebook eller lign. til rådighed!
De seneste par måneder eller tre har jeg været igennem et forløb hvor jeg løbende har talt med skolens uddannelseschef, en skolepsykolog. Dem vil jeg blandt andet takke og skrive lidt om, derudover vil jeg skrive lidt om min familie, venner og veninder og klassekammerater.
Den jeg har snakket mest med igennem hele forløbet har været skolens uddannelseschef, hende har jeg blandt andet aftalt senere afleveringstidspunkter med, mulighed for ekstra eksamenshjælp, og hun har tilladt mig at have lidt mere fravær end normalt. Hun har også skaffet mig kontakt til skolepsykolog, hende kommer jeg tilbage til. Uden uddannelseschefen ville jeg under ingen omstændigheder været i stand til at komme igennem min situation, eller mine eksamer, samtidig med min videre gang på skolen. Enorm tak til min uddannelseschef!
Dernæst vil jeg fortælle om mine samtaler med skolepsykologen, som uddannelseschefen foreslog mig at snakke med. De første samtaler gik med at jeg skulle beskrive en masse ting om hvad der skete og hvordan det skete. Efter de første to samtaler gav hun mig nogle redskaber til at komme igennem det hele, blandt det at når jeg tænker på min far skal jeg huske hans specielle træk, eller noget han plejede at gøre. Så hver gang jeg tænker på min far tænker jeg på hans fantastisk dårlige og alligevel sjove humor, hans generelt gode humør, og ikke mindst hans enorme lyst til at høre på min konstante snakken om diverse fodboldspillere eller fodbold i al almindelighed. Hun huskede mig også på at selvom der var en periode på omkring to år, overhovedet ikke så min far. Så elskede han mig overalt på jorden og værdsatte alt hvad jeg har gjort for ham og med ham. I min sidste samtale med skolepsykologen var efter at jeg havde været oppe til min sidste eksamen i år, hvor jeg iøvrigt fik et 10 tal. Denne samtale var ganske kort, hvor jeg blot kunne fortælle hende at jeg har oplevet en enorm fremgang igennem blandt andet hendes hjælp. Så denne sidste samtale varede ikke mange øjeblikke inden vi blev enige om at det går sku egentlig meget godt. Er meget taknemmelig over der findes personer der kan håndtere problemer som mine!
Tak til skolepsykologen!
Nu er jeg kommet til den mest vigtige gruppe af mennesker i mit liv, hvilket må siges at være min helt igennem fantastiske og utrolige familie. Hver og en af de personer betyder så ubeskrivelig meget for, hver deres særlige kendetegn gør at jeg aldrig glemmer dem. Alle og en har en helt igennem fantastisk humor og føler virkelig at jeg kan være mig selv med dem, deres smil og varme kram og knus gør at jeg føler mig vigtig og elsket i deres selskab. Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker min fantastiske familie! Selvom jeg godt var klar over at vores sammenhold er enormt i familien, er det utroligt at der skal så grim og uforståelig ting til, for at jeg virkelig kan se hvor meget vi elsker hinanden, og hvor meget vi egentlig holder. Jeg elsker hver og en af jer! Og det vil jeg altid gøre, i medgang og modgang! Selvfølgelig går der også en enorm tak til jer for at være dem i er!
Venner og veninderne, ville jeg uden tvivl heller ikke være her uden. Det er utrolig at en situation som denne kommer til at vide noget som jeg inderst inde godt vidste i forvejen. Mine venner gør meget for at jeg føler mig glad, og selvom det ikke er de ord der bliver brugt aller mest mellem venner og veninder i dagligtale, så må jeg fjerne bladet fra munden og sige at jeg holder sku meget af jer gutter og guttinder!
Tak til jer også, fordi i er så imødekommende og konstant glade!
Den sidste tak skal lyde til mine søde og venlige klassekammerater som forståeligt nok ikke har kunnet tyde mit kropsprog, så de har måske ikke stillet så mange spørgsmål vedrørende min far. Men mener hvordan det går, og hvordan jeg har det. Jeg forstår dem fuldt ud, og sætter enorm pris på jeres forståelse omkring min situation, og tror egentlig ikke at jeg kunne få en bedre klasse.
Den sidste, men bestemte ikke mindste tak skal lyde til min klassekammerater!
Til slut i denne blog vil jeg blot sige tusind tak til jer alle sammen for at følge med på bloggen her, og husk nu at sætte pris på hvad du har, før det er for sent!
Lars Spangsø
24.04.66 - 12.01.12
