mandag den 2. juli 2012

Nu går det den rigtige vej!

Hej allesammen!

Så blev det langt om længe tid til en ny update om hvordan det egentlig går efter min far døde d. <3 12 januar 2012, kl 09.05 <3

Til at ligge ud med vil jeg endnu engang fortælle hvor dybt taknemmelig og overlykkelig jeg er for at have de bedste venner&veninder, den mest fantastiske og humørfyldte familie og sidst men ikke mindst de utroligt forstående klassekammerater og lærer på skolen.
Det betyder rigtig meget for mig at have jer omkring mig i min hverdag, hver og en af jer får mig til at føle mig tryg. Det er også en af grundene til at det er gået så godt på det sidste, og der har været så fremgang i mit humør og været mere åben og positiv omkring det at snakke om at miste en betydelig person i ens liv, en helt og ikke mindst en helt igennem fantastisk far.


For at give jer alle sammen et totalt overblik hvordan jeg på seneste har fået behandlet og tacklet det hele, vil jeg nedenfor beskrive hvem jeg har snakket med og om hvad, samtidig med at der til slut, vil være en tak til hver enkel gruppe af mennesker, eller enkelte personer. Dette er meget personligt, og håber at det giver jer en bedre forståelse for min situation, og hvis det helt forfærdelige skulle ske, kunne dette også give jer redskaberne til at tackle en lignende situation. Ellers står min mail, telefon, facebook eller lign. til rådighed!

De seneste par måneder eller tre har jeg været igennem et forløb hvor jeg løbende har talt med skolens uddannelseschef, en skolepsykolog. Dem vil jeg blandt andet takke og skrive lidt om, derudover vil jeg skrive lidt om min familie, venner og veninder og klassekammerater.

Den jeg har snakket mest med igennem hele forløbet har været skolens uddannelseschef, hende har jeg blandt andet aftalt senere afleveringstidspunkter med, mulighed for ekstra eksamenshjælp, og hun har tilladt mig at have lidt mere fravær end normalt. Hun har også skaffet mig kontakt til skolepsykolog, hende kommer jeg tilbage til. Uden uddannelseschefen ville jeg under ingen omstændigheder været i stand til at komme igennem min situation, eller mine eksamer, samtidig med min videre gang på skolen. Enorm tak til min uddannelseschef!

Dernæst vil jeg fortælle om mine samtaler med skolepsykologen, som uddannelseschefen foreslog mig at snakke med. De første samtaler gik med at jeg skulle beskrive en masse ting om hvad der skete og hvordan det skete. Efter de første to samtaler gav hun mig nogle redskaber til at komme igennem det hele, blandt det at når jeg tænker på min far skal jeg huske hans specielle træk, eller noget han plejede at gøre. Så hver gang jeg tænker på min far tænker jeg på hans fantastisk dårlige og alligevel sjove humor, hans generelt gode humør, og ikke mindst hans enorme lyst til at høre på min konstante snakken om diverse fodboldspillere eller fodbold i al almindelighed. Hun huskede mig også på at selvom der var en periode på omkring to år, overhovedet ikke så min far. Så elskede han mig overalt på jorden og værdsatte alt hvad jeg har gjort for ham og med ham. I min sidste samtale med skolepsykologen var efter at jeg havde været oppe til min sidste eksamen i år, hvor jeg iøvrigt fik et 10 tal. Denne samtale var ganske kort, hvor jeg blot kunne fortælle hende at jeg har oplevet en enorm fremgang igennem blandt andet hendes hjælp. Så denne sidste samtale varede ikke mange øjeblikke inden vi blev enige om at det går sku egentlig meget godt. Er meget taknemmelig over der findes personer der kan håndtere problemer som mine!
Tak til skolepsykologen!

Nu er jeg kommet til den mest vigtige gruppe af mennesker i mit liv, hvilket må siges at være min helt igennem fantastiske og utrolige familie. Hver og en af de personer betyder så ubeskrivelig meget for, hver deres særlige kendetegn gør at jeg aldrig glemmer dem. Alle og en har en helt igennem fantastisk humor og føler virkelig at jeg kan være mig selv med dem, deres smil og varme kram og knus gør at jeg føler mig vigtig og elsket i deres selskab. Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker min fantastiske familie! Selvom jeg godt var klar over at vores sammenhold er enormt i familien, er det utroligt at der skal så grim og uforståelig ting til, for at jeg virkelig kan se hvor meget vi elsker hinanden, og hvor meget vi egentlig holder. Jeg elsker hver og en af jer! Og det vil jeg altid gøre, i medgang og modgang! Selvfølgelig går der også en enorm tak til jer for at være dem i er!

Venner og veninderne, ville jeg uden tvivl heller ikke være her uden. Det er utrolig at en situation som denne kommer til at vide noget som jeg inderst inde godt vidste i forvejen. Mine venner gør meget for at jeg føler mig glad, og selvom det ikke er de ord der bliver brugt aller mest mellem venner og veninder i dagligtale, så må jeg fjerne bladet fra munden og sige at jeg holder sku meget af jer gutter og guttinder!
Tak til jer også, fordi i er så imødekommende og konstant glade!

Den sidste tak skal lyde til mine søde og venlige klassekammerater som forståeligt nok ikke har kunnet tyde mit kropsprog, så de har måske ikke stillet så mange spørgsmål vedrørende min far. Men mener hvordan det går, og hvordan jeg har det. Jeg forstår dem fuldt ud, og sætter enorm pris på jeres forståelse omkring min situation, og tror egentlig ikke at jeg kunne få en bedre klasse.
Den sidste, men bestemte ikke mindste tak skal lyde til min klassekammerater!

Til slut i denne blog vil jeg blot sige tusind tak til jer alle sammen for at følge med på bloggen her, og husk nu at sætte pris på hvad du har, før det er for sent!


Lars Spangsø
24.04.66 - 12.01.12

fredag den 2. marts 2012

Månederne efter min fars død...

Hej derude!

Så blev det igen tid til et blog indlæg efter en pause på omkring en måned, hvor der har været en masse ting, hvor der i flæng kan nævnes at jeg er flyttet og at der er blevet valgt gravsten til min far.. Disse ting og meget mere vil jeg komme ind på i nedenstående!

Først vil jeg sige at jeg er utrolig glad for den store opbakning der har været fra mine venner, som har været der når jeg har haft brug for det.
Dernæst vil jeg også gerne sige at jeg er utrolig taknemmelig over den store omsorg og medfølelse mine klassekammerater har haft for mig!

Den største tak går selvfølgelig til den stærkeste familie i verden, uden jer tror jeg næppe på at jeg ville kunne klare det. Også selvom vi måske ikke har snakket så meget om det hele, har i altid været der, og endda stået i kø for at give krammere, eller træde til med den ene eller den anden form for hjælp, eller kommet med en plat vittighed eller to for at få smilet frem på læberne. Dette beviser bare hvor tætte vi er, og hvor stærkt et sammenhold vi har i vores familie. Jeg elsker jer alle sammen, store og små!

Udover takken til dem der har været der, kan jeg ydermere fortælle at jeg på det seneste har været ved at flytte fra lejligheden sammen med min mor og lillesøster, så vi nu bor i det rækkehus min far boede i. Det betyder meget for os at vi kan bo "sammen" med vores far for altid!

Under flytningsprocessen fik dog også valgt os en ganske flot gravsten til min far, som inden længe skulle komme op på gravstedet. Billed vil selvfølgelig komme op på bloggen!

Til sidst vil jeg blot sige at jeg holder meget af jer for jeres store støtte, kendte som ukendte!

Jeg elsker dig far!

mandag den 6. februar 2012

Jeg lever for dig og for at gøre dig stolt, min savnede far!

Grundet at min fars død kom så pludseligt, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved en utrolig masse ting.
 


Hvorfor var de ikke i stand til, at kunne redde ham? Hvad mon han tænker om det? Er han sur eller har han fundet fred??

Jeg har overvejet om jeg ville snakke med lægerne, men er blevet enig med mig selv om at jeg ikke skal snakke med lægerne på Privathospitalet Skørping, men de meget søde og forstående læger og sygeplejersker på Notia, Aalborg Sygehus... 

Folk omkring mig siger, at det muligvis 'bare' kunne være 'hans tur', men det nægter jeg at tro er rigtigt.
Min far var sund og rask. Dyrkede sport flittigt, var håndbolddommer og en umådelig vellidt træner for Romalt IF. Han havde et stærkt hjerte & en sund og rask krop - han kunne sagtens være blevet 90 år, hvis ikke mere, men nej sådan skulle det ikke være.. 

Jeg stiller ofte mig selv spørgsmål hele tiden... 
Bliver han skuffet, hvis jeg ikke græder hele tiden? Er han stolt af mig? Er han skuffet over den periode i livet hvor mig og ham ikke var på talefod? 
Jeg kan desværre ikke få svar på nogle af disse ting, om end jeg meget gerne ville - jeg kan kun gætte. 
Jeg tror min far har været skuffet og sur på mig nogle gange, men det var ikke værre end at han fik mig til at smile, selvom jeg prøvede og lade vær kunnet han altid få mig til at smile. Jeg mistede mit helt store idol og forbillede på den mest uforståelige måde, og nu føler jeg mig helt tom indeni... 

De fleste teenagere siger, at deres forældre er så pisse irriterende og at de gør alt, for at den enkelte teenager skal være ulykkelig - men kære mennesker, kig jer grundigt omkring og se hvad jeres forældre har gjort for jer & givet jer. Sæt pris på hvert sekund i har med jeres forældre, og fortæl dem at i elsker dem - for en dag er det for sent & i ville ønske, at i havde handlet på en anden måde. Jeg ville gerne have fortalt min far, at jeg elskede ham, mere end noget andet.
Men jeg havde aldrig modet til at sige mere end ’’Jeg holder af dig gamle’’.

Da jeg fik den dårlige nyhed, fortrød jeg alle de gange jeg har været sur på ham og snakket grimt til ham... 

Jeg elskede og elsker stadig min far mere end nogen anden. Han fik mig til at grine, selv når jeg var fuldstændig sur på ham. Vi havde det altid hyggeligt sammen. Vi kunne snakke fortroligt, og var der altid for hinanden. Som sagt, vi var som bedste venner & det gør så ondt, at jeg har mistet ham.

Hvil i fred far, ære være dit minde!

torsdag den 26. januar 2012

Jeg savner dig far.. Men ved du er et bedre sted..



Hej alle sammen.
Da jeg har svært ved at udtrykke min sorg ansigt-til-ansigt, vil jeg udtrykke den sorg jeg lider i nedenstående blog!
Min far er nemlig død, og jeg vil gerne fortælle om det, for at i kan vide hvor stor en sorg jeg har...

Det var faktisk ikke meningen, at min far skulle dø, det er det vel aldrig. Men denne måde at dø på er usædvanlig - han skulle have fortaget en almindelig kikkertoperation i nakken. Han var glad og positiv omkring denne operation. Han skulle opereres kl. 18:00 i Skørping og allerede, da klokken var lidt i 21, ringede han hjem til mig og mine søskende for at fortælle, at alt var gået planmæssigt. Det mundede ud i at alle selvfølgelig var glade.
Onsdag morgen blev min farmor ringet op fra skadestuen i Aalborg, hvortil han var blevet overført grundet der var opstået en stor og kompliceret, indre blødning, som trykkede på min fars luftrør. Denne blødning fik til følge, at hjernen fik tilført alt for lidt ilt (samme som ved hjertestop), og da man ikke i Skørping var i stand til straks, at oprette tilførsel af alternativ ilt, fordi at lægen var taget hjem og der kun var plejere, kom situationen til at foregå i 20 minutter, med det resultat at hans hjerne led uoprettelig skade.
På Aalborg sygehus stoppede man via operation blødningen og indlagde dræn, men skaden var sket og torsdag morgen den 12. januar kl. 09.05 døde mit store idol, min far, Lars Spangsø på Intensivafdeling. 

Jeg har aldrig haft nogen idé om hvor hårdt det skulle være, at sige farvel til en elsket person - men jeg fandt desværre ud af det. Det var så umenneskeligt, at sige farvel til min far, da han var død da det skulle siges. Jeg nåede heldigvis at se ham inden de slukkede for respiratoren, men han kunne intet sige, da han var hjernedød. I den tid jeg var inde hos ham, tog jeg hans hånd i min og fortalte ham at jeg var glad for tiden med ham, selvom den var alt for kort. Jeg snakkede også med ham da han var død. Jeg vidste godt, at han ikke kunne hører mig - men i mit hjerte hører han alt det jeg fortæller ham & jeg ved, at han er der med mig i min vej gennem livet. 
Det var rigtig hårdt, at se hans brystkasse ikke bevægede sig, i forhold til da han lå i koma, hvor den bevægede sig op og ned. At hans hudfarve var blevet helt bleg, og hans krop var helt koldt.. Det var såå hårdt!, men jeg husker ham for, at være det rareste, mest åbne & fantastiske menneske jeg har tilbragt tid med. Jeg savner og elsker dig så uendelig meget min lysende stjerne. Når jeg kigger op på himlen, ved jeg at du er der for at holde øje med mig!
Jeg skal nok passe på Nikolaj & Louise! Vise farmor og farfar al den kærlighed de behøver! Give dine søskende de største kram! Drille dine nevøer og Niecer! Dette vil jeg gøre for det er ting du satte stor pris på at gøre! <3