torsdag den 26. januar 2012

Jeg savner dig far.. Men ved du er et bedre sted..



Hej alle sammen.
Da jeg har svært ved at udtrykke min sorg ansigt-til-ansigt, vil jeg udtrykke den sorg jeg lider i nedenstående blog!
Min far er nemlig død, og jeg vil gerne fortælle om det, for at i kan vide hvor stor en sorg jeg har...

Det var faktisk ikke meningen, at min far skulle dø, det er det vel aldrig. Men denne måde at dø på er usædvanlig - han skulle have fortaget en almindelig kikkertoperation i nakken. Han var glad og positiv omkring denne operation. Han skulle opereres kl. 18:00 i Skørping og allerede, da klokken var lidt i 21, ringede han hjem til mig og mine søskende for at fortælle, at alt var gået planmæssigt. Det mundede ud i at alle selvfølgelig var glade.
Onsdag morgen blev min farmor ringet op fra skadestuen i Aalborg, hvortil han var blevet overført grundet der var opstået en stor og kompliceret, indre blødning, som trykkede på min fars luftrør. Denne blødning fik til følge, at hjernen fik tilført alt for lidt ilt (samme som ved hjertestop), og da man ikke i Skørping var i stand til straks, at oprette tilførsel af alternativ ilt, fordi at lægen var taget hjem og der kun var plejere, kom situationen til at foregå i 20 minutter, med det resultat at hans hjerne led uoprettelig skade.
På Aalborg sygehus stoppede man via operation blødningen og indlagde dræn, men skaden var sket og torsdag morgen den 12. januar kl. 09.05 døde mit store idol, min far, Lars Spangsø på Intensivafdeling. 

Jeg har aldrig haft nogen idé om hvor hårdt det skulle være, at sige farvel til en elsket person - men jeg fandt desværre ud af det. Det var så umenneskeligt, at sige farvel til min far, da han var død da det skulle siges. Jeg nåede heldigvis at se ham inden de slukkede for respiratoren, men han kunne intet sige, da han var hjernedød. I den tid jeg var inde hos ham, tog jeg hans hånd i min og fortalte ham at jeg var glad for tiden med ham, selvom den var alt for kort. Jeg snakkede også med ham da han var død. Jeg vidste godt, at han ikke kunne hører mig - men i mit hjerte hører han alt det jeg fortæller ham & jeg ved, at han er der med mig i min vej gennem livet. 
Det var rigtig hårdt, at se hans brystkasse ikke bevægede sig, i forhold til da han lå i koma, hvor den bevægede sig op og ned. At hans hudfarve var blevet helt bleg, og hans krop var helt koldt.. Det var såå hårdt!, men jeg husker ham for, at være det rareste, mest åbne & fantastiske menneske jeg har tilbragt tid med. Jeg savner og elsker dig så uendelig meget min lysende stjerne. Når jeg kigger op på himlen, ved jeg at du er der for at holde øje med mig!
Jeg skal nok passe på Nikolaj & Louise! Vise farmor og farfar al den kærlighed de behøver! Give dine søskende de største kram! Drille dine nevøer og Niecer! Dette vil jeg gøre for det er ting du satte stor pris på at gøre! <3 

1 kommentar:

  1. Nu kender jeg dig godt nok ikke, Rasmus, men det ændre ikke på, hvor sørgeligt dette er.

    Til at starte med skal du vide, at jeg kondolerer! Jeg er rigtig ked af jeres store tab. Det er forfærdeligt, hvad der kan ske.

    I skal huske - som du hentyder til - at jeres far altid vil være der for jer, bare ikke virtuelt. Det hele skal nok gå. Jeg er sikker på, at han er stolte af jer.

    Den her blog er den eneste blog jeg følger, og jeg kender ikke engang dig, men dog din søster Louise. Dette er, hvad en rigtig blog skal handle om - et seriøst formål, komme ud med sine følelser.

    Jeg nævner en sidste gang, at jeg er rigtig ked af jeres tab, og vil give jer det råd, at i skal holde hovedet højt, selvom det kan være svært.

    Kondolerende hilsner
    Robin Klitgaard Thomsen.

    SvarSlet