Grundet at min fars død kom så pludseligt, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved en utrolig masse ting.
Hvorfor var de ikke i stand til, at kunne redde ham? Hvad mon han tænker om det? Er han sur eller har han fundet fred??
Jeg har overvejet om jeg ville snakke med lægerne, men er blevet enig med mig selv om at jeg ikke skal snakke med lægerne på Privathospitalet Skørping, men de meget søde og forstående læger og sygeplejersker på Notia, Aalborg Sygehus...
Folk omkring mig siger, at det muligvis 'bare' kunne være 'hans tur', men det nægter jeg at tro er rigtigt.
Min far var sund og rask. Dyrkede sport flittigt, var håndbolddommer og en umådelig vellidt træner for Romalt IF. Han havde et stærkt hjerte & en sund og rask krop - han kunne sagtens være blevet 90 år, hvis ikke mere, men nej sådan skulle det ikke være..
Jeg stiller ofte mig selv spørgsmål hele tiden...
Bliver han skuffet, hvis jeg ikke græder hele tiden? Er han stolt af mig? Er han skuffet over den periode i livet hvor mig og ham ikke var på talefod?
Jeg kan desværre ikke få svar på nogle af disse ting, om end jeg meget gerne ville - jeg kan kun gætte.
Jeg tror min far har været skuffet og sur på mig nogle gange, men det var ikke værre end at han fik mig til at smile, selvom jeg prøvede og lade vær kunnet han altid få mig til at smile. Jeg mistede mit helt store idol og forbillede på den mest uforståelige måde, og nu føler jeg mig helt tom indeni...
De fleste teenagere siger, at deres forældre er så pisse irriterende og at de gør alt, for at den enkelte teenager skal være ulykkelig - men kære mennesker, kig jer grundigt omkring og se hvad jeres forældre har gjort for jer & givet jer. Sæt pris på hvert sekund i har med jeres forældre, og fortæl dem at i elsker dem - for en dag er det for sent & i ville ønske, at i havde handlet på en anden måde. Jeg ville gerne have fortalt min far, at jeg elskede ham, mere end noget andet.
Men jeg havde aldrig modet til at sige mere end ’’Jeg holder af dig gamle’’.
Da jeg fik den dårlige nyhed, fortrød jeg alle de gange jeg har været sur på ham og snakket grimt til ham...
Jeg elskede og elsker stadig min far mere end nogen anden. Han fik mig til at grine, selv når jeg var fuldstændig sur på ham. Vi havde det altid hyggeligt sammen. Vi kunne snakke fortroligt, og var der altid for hinanden. Som sagt, vi var som bedste venner & det gør så ondt, at jeg har mistet ham.
Hvil i fred far, ære være dit minde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar